Historien

Nairobi-klubben

Fagligt forum for medie- og fagfolk om globale emner

Nairobi-klubbens historie

For snart 40 år siden – i maj 1976 – samledes syv yngre danske journalister i et steak house nær New Stanley hotellet på Nairobis hovedgade Kenyatta Avenue og stiftede Nairobi-klubben.

Nairobi, 1993. Foto: Kim Dang Trong

 

Det var Lis Garval fra Aarhus Stiftstidende, Anne Mette Skipper, der netop var vendt tilbage til Kristeligt Dagblad efter et par år i Danida, Kristian Nystrøm fra Jyllands-Posten, Jesper Søe fra Ritzau, Uffe Torm fra "Udvikling", Knud Vilby fra Information og jeg selv, der rapporterede til Radioavisen.

 

Vi var ude for at dække UNCTAD IV – FN's fjerde konference for handel og udvikling. Det var få år efter den første oliekrise, og konferencens uofficielle tema blev ny økonomisk verdensorden, som var et emne, man talte meget om dengang. De råvareproducerende u-lande skulle have samme fordele af international handel, som de olieproducerende lande netop havde fået.

 

To år før havde FN's Generalforsamling vedtaget en erklæring om en ny verdensorden for information. Den gik ud på at rokke ved de store vestlige telegrambureauers 'globale mediedominans’, så de fattige lande og deres medier kunne komme til orde.

 

Vi syv danske journalister, der dækkede UNCTAD IV, havde hverken solgt os selv til ny økonomisk verdensorden eller til den nye informationsorden. Men vi var naturligvis præget af vores tid. Dagsordenen var at give mere plads til de fattige lande politisk, økonomisk og på mediefronten.

 

Det var i pagt med denne internationale agenda, at vi stiftede Nairobi-klubben som samlingssted for danske journalister, der skrev om dansk u-landsbistand og international udviklingspolitik. Dermed markerede vi, at u-landsjournalistikken var blevet et anerkendt stofområde, også hos os. Der skulle gives mere plads til de fattige lande og fattige befolkningsgrupper i danske medier.

 

Jørgen Harboe

 

Nairobi-klubbens 40-års jubilæum

Uddrag af taler holdt ved 40-års jubilæet den 21. maj 2016 af fire af klubbens stiftere, Uffe Torm, Jørgen Harboe, Jesper Søe og Knud Vilby.

 

Uffe Torm spurgte i sin tale, om Nairobi-klubbens tid var omme, eller om den skulle skifte navn, men afviste hurtigt begge dele: “Det kan da godt være at, u-landsjournalistikken og u-landsjournalistens tid er forbi. Men vi kan ikke nøjes med udenrigskorrespondenter, krigskorrespondenter og finanskorrespondenter.

 

Der er fortsat brug for journalister, som forstår, kan opsøge, beskrive, perspektivere og nuancere og sætte levende ansigter på de voksende, globale problemstillinger, som verden, herunder lille Danmark, står overfor i de kommende årtier.

 

Og der er stadig brug for journalister, som kan stille de nødvendige kritiske spørgsmål til både politikerne, erhvervslivet, ngo'erne, ildsjæle og andre aktører. Det gælder f.eks. i forbindelse med miljø, klimaforandringer, naturkatastrofer, folkevandringer, fattigdom, korruption, skatteunddragelser samt ulighed, undertrykkelse og manglende ligestilling mv.

 

Det afgørende er jo ikke, hvad navn klubben har – men hvilken gavn den gør! Og der er bestemt stadig nok at tage fat på."

 

Jørgen Harboe kom i sin tale ind på Nairobi-klubbens rolle i dag og fremover. Han ser gerne, at klubben engagerer sig og tager stilling imod de fortsatte nedskæringer i den statslige udviklingsbistand.

 

“Det er ikke let, for så gør vi klubben til part i en sag. Vi er som journalister sat i verden for at beskrive forhold neutralt. Det vil også kunne tolkes, som om klubben vil bevare den klassiske bistand, som da Nairobi-klubben blev grundlagt – men det vil vi naturligvis ikke!

 

Men det er nødvendigt, at klubben engagerer sig, for at der fortsat vil være et rent humanitært islæt i dansk udenrigspolitik, og for at styrke det folkelige engagement i netop den side af udenrigspolitikken."

 

Jesper Søe opfordrede ligeledes i sin tale, Nairobi-klubben til i dag og i fremtiden at spille en mere aktiv, udfarende og nytænkende rolle.

 

 

 

 

 

 

Knud Vilby sagde bl.a. i sin jubilæumstale: “I 1976 troede vi endnu på at der kunne komme mere orden på verden. (…) Vi talte også ny informationsorden.

 

(…) Vi fik hverken ny økonomisk verdensorden eller ny informationsorden. Ideen om at regulere og retfærdiggøre verden førte ikke til ret meget. Springer vi 40 år frem, fik vi til gengæld globalisering. Globalisering var ikke noget, man talte om den gang. (…)

 

Globaliseringen er for alle undtagen de fattigste. Men det er så det vi nu ser en reaktion på. De fattige kræver faktisk samme ret som os andre til at få lov til at flytte sig for at få bedre muligheder. Får de ikke den ret, så flytter de sig alligevel. Som flygtninge eller som migranter.

 

Mens u-landsbegrebet er ved at være historie, er der derfor ingen tvivl om, at vores nutid og fremtid i dag i endnu højere grad end den gang defineres af fattige lande og fattige mennesker, der i dag oplever, at de ikke får del i globaliseringens glæder. Migration og flugt vil i takt med klimaændringer og befolkningstilvækst komme til at præge vores fremtid mere og mere.

 

Derfor er der stadig i høj grad behov for den journalistik, Nairobi-klubben blev skabt som ramme omkring.”

Foto: © Lotte Ladegaard